store vaskedag

Den første maskinefuld tøj er allerede i tørretumbleren, den næste er sat over. Effektivitet fra den årle morgenstund.
De tekniske nisser har det fortsat muntert her. Mit cam vil overhovedet slet ikke kommunikere med pc’en. At dømme efter lydene skulle man nærmest tro at cam og pc har een eller anden form for ægteskabelig krise. Jeg mindes ihvertfald samtaler der forløb på nogenlunde samme facon i nogle af mine parforholds afslutningsfaser. “Der etableres forbindelse!!!” Der er ikke det der ligner forbindelse eller forsøg på at lave forbindelse.
Der må nok også investeres i nyt cam.
Jeg får heldigvis et lift af ex’en ud i den anden ende af byen når storvasken er overstået. Med al mit natlige hosteri for tiden orker jeg ikke at spadsere de 3 km ud og 3 km hjem med en DVD (OG muligvis et nyt cam) under armen.

Det gode ved hosteriet (om noget) er at der er masser af vågne timer i døgnet til at fintænke over både det ene og det andet. Hvornår f.eks blev jeg ansvarlig husmoder der står op kl. 0600 for at vaske tøj på en kulsort iskold januarmorgen uden at kny ?  Ja det er jo efterhånden mange år siden, men jeg kan faktisk stadig huske de år hvor jeg kunne finde på at springe over  —  SELVOM jeg havde 2 små unger der skulle have rent tøj på kroppen  —  og SELVOM det jo bare sved til mig selv kun en smule senere. Nu er det jo også en del år siden de var små unger. Den yngste bliver skam 22 næste gang.

I nat tænkte jeg ret meget på det her med alder. Jeg lider på ingen måde af aldersforskrækkelse og jeg vil til enhver tid stå ved den alder jeg nu engang har. På nogle områder, som f.eks det her med ansvarligheden, kan jeg jo sagtens se at jeg er blevet midaldrende, på andre områder er jeg stadig fjollet teenager eller overtræt unge på 5 år. Hvordan kan man have alle de aldre indeni ?
Forandringen sker jo nærmest umærkeligt og gudskelov VED vi ikke som unge HVOR meget energi vi egentlig har i de år. Det er først 25 år senere det går op for een at energien idag ikke er den samme som dengang.
Jeg har en nabo på 83. Hun er en sej kone der stadig kører bil og jeg har hørt at det gør hun rigtigt fornutigt stadig væk. Hendes glæder og bekymringer i livet er ikke meget anderledes end mine og rigtigt mange andre kvinders. Måske er hendes bekymringer endda blevet færre med årene. Og det er jo slet ikke så ringe.

HA HA !!!  memorykortet kunne da stadig læses af
pc’en.
Vasketøjet kalder
Reklamer