DET troede jeg så ikke….

…..at jeg kunne!!!!!

Har nemlig aldrig kunnet før. Heller ikke som yngre og noget spænstigere.

At gå i spagat.

Står og omgør sovesofaen til seng, vender mig om og skal tage eet skridt, da min højre hjemmesko MED fod og derefter hele højre ben fuldstændigt selvstændigt glider hen af gulvet.

Der sad jeg så og overvejede hvordan ind i hede hule osv. jeg skulle komme op igen. Avs.

Der er helt sikkert nogle sener der er blevet strukket langt ud over evne.

Op kom jeg. Og nu redes resten af sengen på bare fødder og jeg er hende der skal ligge helt helt stille og finde ud HVOR ondt det egentligt gør.

Reklamer

Uro

Igår gik ældstesønnens telefon på svarer alle (4) de gange jeg ringede til ham. Det er meget usædvanligt at han ikke svarer eller giver lyd fra sig.

Normalt går jeg ikke sådan i dommedagsselvsving, men sent i aftes, efter OGSÅ at have sendt en mail som heller ikke blev besvaret (!!?!!), nåede jeg ind i en tilstand hvor jeg brugte de første 2-3 timer af natten på at udpensle alle de grusomheder der kunne være sket ham, samt (ikke mindst) at gennemtænke diverse begravelses/bisættelsesritualer for ham i mine tanker.

Omkring ved 2.30-tiden måtte jeg mentalt slå mig selv i knolden, og fornufttænke alle de realistiske grunde der kunne være til at han ikke svarede;

  • telefon itu
  • telefon tabt i meterhøj snedrive
  • telefon tabt i større vandsamling (toilet, opvask, det lokale svømmebasin)
  • ældstesønnen fortabt i en dejlig piges arme (DET ville faktisk gøre mig rigtigt glad)
  • og så også lige et par andre gode grunde der ikke har med død og ulykke at gøre

Det hjalp og jeg faldt i søvn. Endeligt. Med Bumledyret spinnende og æltende bag mine lår under dynen.

Han ringede her til morgen. Brødebetynget og undskyldende fordi han havde forvoldt mig kvaler.
– Undskyld mor, undskyld…det var virkeligt ikke meningen at gøre dig urolig.

Telefonen trænger til nyt simkort og i det hele taget trænger han til ny telefon, og selvfølgeligt er han tilgivet i samme splitsekund jeg hører hans stemme og ved at han er okay.

Og fremover tjekker han nok sin mail når telefonen er ikkevirkende.