Uro

Igår gik ældstesønnens telefon på svarer alle (4) de gange jeg ringede til ham. Det er meget usædvanligt at han ikke svarer eller giver lyd fra sig.

Normalt går jeg ikke sådan i dommedagsselvsving, men sent i aftes, efter OGSÅ at have sendt en mail som heller ikke blev besvaret (!!?!!), nåede jeg ind i en tilstand hvor jeg brugte de første 2-3 timer af natten på at udpensle alle de grusomheder der kunne være sket ham, samt (ikke mindst) at gennemtænke diverse begravelses/bisættelsesritualer for ham i mine tanker.

Omkring ved 2.30-tiden måtte jeg mentalt slå mig selv i knolden, og fornufttænke alle de realistiske grunde der kunne være til at han ikke svarede;

  • telefon itu
  • telefon tabt i meterhøj snedrive
  • telefon tabt i større vandsamling (toilet, opvask, det lokale svømmebasin)
  • ældstesønnen fortabt i en dejlig piges arme (DET ville faktisk gøre mig rigtigt glad)
  • og så også lige et par andre gode grunde der ikke har med død og ulykke at gøre

Det hjalp og jeg faldt i søvn. Endeligt. Med Bumledyret spinnende og æltende bag mine lår under dynen.

Han ringede her til morgen. Brødebetynget og undskyldende fordi han havde forvoldt mig kvaler.
– Undskyld mor, undskyld…det var virkeligt ikke meningen at gøre dig urolig.

Telefonen trænger til nyt simkort og i det hele taget trænger han til ny telefon, og selvfølgeligt er han tilgivet i samme splitsekund jeg hører hans stemme og ved at han er okay.

Og fremover tjekker han nok sin mail når telefonen er ikkevirkende.

Reklamer

5 meninger om “Uro

  1. Tine….ja det er ikke sjovt sådan at hyle sig selv helt ud af den :)Rigmor…..Det er vel ok at være lidt pylremor, syns jeg. Og de bliver jo ved med at være vores små unger ALTID :))

  2. Åååå som jeg kjenner meg igjen. Slik uro gjør at jeg sette himmel og jord i bevegelse for å finne dem. 😉 Det er så vondt å kjenne på slikt. Godt at han ringte deg i dag da. Klem. 😉

  3. Sikke en lettelse … jeg prøvede det sammen med min storebror, der bor alene, for 1½ uges tid siden, så jeg ved godt, hvordan du har haft det i nat.Hvor er det godt, at du nu har fået talt med ham. 🙂

Der er lukket for kommentarer.