Udflugt og ny begyndelse

Fredag aften fik jeg en sms fra Bymarken : “Vi henter dig kl. 10 imorgen. Du skal have varmt tøj på og kamera med.”

Jeg var klar kl. 10 lørdag formiddag med nyopladet batteri i kameraet.

Til min fryd og fornøjelse gik turen til zoo.

Et sted jeg virkeligt elsker at besøge. På alle årstider.

De fornyelser der sker i zoo i disse år, er ret fantastiske. Elefantanlægget bli’r selvfølgeligt ALDRIG en savanne eller andet tilsvarende, men giver dog plads nok til at ungen kan juble glad rundt med sten og træstubbe. Elefanternes udendørsanlæg bliver i øjeblikket ommøbleret igen. Det har ikke været muligt – for mig – at læse mig frem til hvorfor. Mon ikke ikke det bliver godt igen.
De næste der skal have nye omgivelser er isbjørnene. Mon ikke også de trænger til lidt mere plads at røre sig på. Isbjørnene var iøvrigt lige blevet fodret med høns (at dømme efter resterne), men een af dem var ret meget mere interesseret i en hejre der sad strunk og stolt og uden for isbjørnerækkevidde…

5½ time senere returnerede vi mod Roskilde, med endda meget friske kinder.

Det var så her jeg så småt skulle opdage det der med en ny begyndelse.
Den blå trøje skulle deles til ærmer og halsudskæring. Mønsteret ville ikke som jeg.
At pille nogel pinde tilbage. Fejlen opdaget; i min tilpasning af diagrammet har jeg glemt at tage højde for at jeg på et tidspunkt IKKE skal strikke rundt og rundt og rundt, men frem og tilbage, og det duer bare ikke.
Desuden kan jeg se, når arbejdet er taget af pinden, at bomulden gør at jeg skal bruge ret så mange færre masker til ældstebarnet. NU er beslutningen så taget. Jeg piller det HELE op og starter forfra.
Han må hellere vente yderligere 14 dage på trøjen end få een han aldrig kommer til at bruge.

Reklamer