Min farmor’s hus

Hos Madame er der meget ofte søde historier og kloge historier. Historier til at trække på smilebåndet af og historier til at blive eftertænksom af.  Jeg kastede en kommentar til en historie om Madame’s mormor, og kloge Madame replicerer: vil du ikke fortælle om din farmor på din blog?..

Og jo da, det vil jeg gerne.

Min farmor blev født i 1898 som nr. 1 af 4 børn. Ude i eet eller andet bittelille hus uden for Haslev.

Hendes yngste søster barsler med min far (udenfor ægteskab…fy føj) i 1931 og det lille, iøvrigt meget for tidligt fødte drengebarn som slet ikke burde have overlevet, kommer i pleje hos hende der bliver min farmor.

Far kan fortælle utrolige historier om fattigdom og rotter der lige skulle kyses væk om morgenen inden  de kunne gå på gulvet og komme til at tænde op. Hverken farmor eller farfar havde som sådan en uddannelse. Farfar gravede grøfter, var murerarbejdsmand, socialist og tørstig.

Farmor plukkede bær på godserne omkring Haslev, gjorde rent hos Dommeren’s (noget hun var meget stolt af) og vaskede tøj for andre . OG kæmpede en hård kamp for at få lidt penge i hus til sine 2 drenge. Farfar og hun havde nemlig selv en søn inden de tog min far til sig.

3 år efter krigens afslutning flytter man en tysk træbarrak fra radarstationen i Tybjerg (den er iøvrigt beskrevet i Kridtstregen af Erik Aalbæk Jensen) til Haslev for at bugt med noget af bolignøden . Her flyttede farmor og farfar ud.

Farfar døde allerede i 1964, så jeg har kun meget meget svage minder om ham, minder som jeg ikke er helt sikker på er mine egne.

Men farmor og hendes lille lejlighed i barakken husker jeg.

Barakken var rød og af træ og med kælder under. Farmor’s lejlighed lå helt ned for enden af gangen og bestod af det smalleste køkken overhovedet.  Døren var taget af og i stedet hang der skiftende forhæng. Een gang var det smart med sådan nogle multifarvede plastikstrimler som også dengang var populære i campingvogne. Andre gange var forhænget af stof. Jeg kan ikke huske om blusset var el eller gas i køkkenet, men jeg kan huske kakaosuppen som hun kogte til mig og serverede med tvebakker og flødeskum, for jeg skulle kun have det allerbedste.

I stuen stod der en kakkelovn, et hjørnebænk/sofa, et par pindestole og vistnok et skab af en slags.

Soveværelset var så smalt at der ikke kunne stå en dobbeltseng, men 2 senge gavl ved gavl. I den ene seng lå alle de dyner farmor har ejet i helt liv (tror jeg). Tunge tunge fjerdyner med stribede bolstre. Puder der var tunge nok til at tage livet af et mindre barn. Og der var meget af det. I den seng sov jeg, godt puttet ned under adskillige  og ovenpå et bjerg andre dyner. Jeg elskede det. Følte mig som prinsessen på ærten, mindst!!!

Toilettet, for sådan eet var der, var af den slags hvor man bakker ind, sætter sig og KUN lukker døren hvis man er meget genert. Som lille pige turde jeg slet ikke lukke døren efter mig.

Barakken var et helt lille samfund i samfundet. De vidste alt om hinanden og væggene var også ret tynde, så det var nemt at følge med. Tøjvask foregik i kælderen i en grukeddel. Som helt lille måtte jeg slet ikke komme dernede når farmor vaskede, det var alt alt for farligt med en lille unge og alt det alt for varme vand. Og farmor’s tøj blev altså kogt så det boblede. Senere da jeg blev noget større kunne jeg få lov at dreje håndtaget når det dyngvåde tøj skulle igennem vrideren. Derfra skulle det ud på snorene at hænge i solen. Og solen skinnede bare altid i mine ferier hos farmor. Når der pludseligt kom sådan en sommerregnvejrsbyge fik jeg lov til at springe rundt i den lune regn, splitterfornøjet, mens farmor og nabokonen stod på trappen og så smilende til.

Barakken lugtede. Årevis af indestængt lugt af for mange mennesker på for lidt plads, kogt kål, vådt tøj, koks og kul.

At besøge farmor indebar også altid faste besøg hos slagteren, som mange dage i forvejen var informeret om at Nette skulle komme på besøg og derfor skulle lave smørrebrød til os og have det bedste bankekød på lager. For Nette skulle have det allerbedste i verden. Om det så var på stationen havde de helt styr på min ankomst.

Jeg rejste relativt tidligt alene fra Vejle til Haslev med skift på Roskilde station helt selv, og een gang kunne farmor ikke nå at være ved toget da jeg ankom (hun må vel have arbejdet), så stationsforstanderen tog imod mig og bænkede mig med en citronvand og passede godt på mig til farmor dukkede op.

Ca. 1975 blev barakken endeligt erklæret uegnet til menneskelig beboelse og revet ned.

Farmor fik en dejlig bolig med altan, stort køkken med spiseplads, soveværelse med plads til en dobbeltseng (men sengene stod nu som de altid havde gjort), et regulært badeværelse og plads i stuen til både sofaarrangement OG spisebord. De eneste lugte/dufte der fulgte med fra barakken var duften af bankekød med kartoffelmos, hjemmebagt franskbrød og citronsodavand.

Farmor blev, i egen optik, rig da hun fik folkepension og boligsikring og anden økonomisk hjælp til både det ene og det andet. Derfor stemte hun på liste K fordi ham Schlütter var sådan en flinker mand og iøvrigt pæn at se og høre på. Ingen af nænnede at fortælle at hun faltisk stemte på kommunister, og det var nok ikke så pænt af os.

Som 18-årig havde jeg min første rigtige kæreste med på besøg hos farmor. Hele familien skulle videre til en barnedåb i København og selvfølgelig skulle vi da hilse på farmor på vejen. Hun havde, vanen tro, i  slagterbutikken bestilt det højestbelagte smørrebrød der kunne opdrives og i mængder så store så store. Min kæreste var tømrersvend og et ordentligt brød, så han kunne jo tage fra. Hun elskede ham fra det øjeblik han gik igang med at spise.

Efter besøget skrev hun, med sine meget meget smukke håndskrift, et brev til mig hvori hun blandt skrev dette lille digt:

elsk din mand og stop hans hoser

så skal du danse på kærlighedens roser.

Farmor døde i 1983 efter en massiv hjerneblødning som hun aldrig vågnede fra.

Reklamer

7 meninger om “Min farmor’s hus

  1. Min mormor var også en sej, sej dame – og gavmild som din besse. Når jeg var hos mine besser, var jeg prinsessen. Desværre så nåede hun aldrig at bo med bad. Det kunne jeg godt have undt hende. Lav en staffet…det er så vigtige historier at få fortalt!

  2. Åh, hvor er det dog et smukt portræt af din farmor – tak fordi du tog udfordringen op, Annette! Jeg kunne lugte og smage og se det det hele for mig. Det har ikke været let at være kvinde dengang på de vilkår, hun fik. Tænk hvis alle her i blogland ville fortælle lidt om deres bedsteforældre, det kunne være spændende 🙂

  3. @Inge..ved ikke om styrke på den måde nedarves, men man bliver helt sikkert et stærkere menneske af at have været SÅ elsket som jeg var af min farmor :-)) Knus@Kyllyan…Du har ret…vi må have det i frisk erindring til marts næste år :-))

  4. man kunne faktisk lave en god blogstafet: "fortael om en staerk kvinde du kender", det ville selvfoelgelig have vaeret mere passende om det var paa d. 8 marts, men nevermind =).K

  5. aaah, jeg eeeeeelsker at hoere om din farmor, jeg synes det er saa fantastisk med alle de smukke staerke kvinder som har gjort os til noget af dèt vi er, og som vi forhaabentligt har arvet nogle gener fra. Ypperstepraestinden har skrevet om sin mormor som osse lyder sej, hvis du har lyst kan du laese her: http://ypperstepraestinden.urbanblog.dk/?p=3873 . Jeg har faktisk osse skrevet om min mormor (godt nok paa engelsk) hvis du har lyst er det her: http://kyllyan.blogspot.com/2009/10/smells-like-mormor.html . Hav en fantastisk dag =).Vh K

Der er lukket for kommentarer.