Om forsikring og bil

Jeg kan godt li’ at være lidt på forkant med ting og sager, så allerede i torsdag ringede jeg til mit forsikringsselskab og bad om et tilbud på forsikring af den hersens bil der er på vej til mig, eftersom den jo ikke kan blive registreret uden en forsikring.

Jeg har tidligere haft bilforsikring hos dem, og var dengang registreret som elitebillist.

Jeg skal bare have en helt almindelig ansvarsforsikring, og den søde dame i telefonen kaster en pris ud, som lige får mig til at synke en gang. Men tjaehh…priser stiger jo, og også jeg har da fulgt lidt med i de stigende forsikringspriser osv, og iøvrigt vil prisen blive sat betragteligt ned efter det første år…

Og det er jo nok sådan det er, tænker jeg, og jeg har jo da mine øvrige forsikringer i samme selskab, så, jo tak, hun må gerne sende et forsikringsbevis.

Henover chilimarineret kylling, med god salat og kold Beaujolais,  fortæller jeg min gode ven om dette tilbud og han er vitterligt ved at kvæles i både kylling og rødvin.

Det viser sig så, at den pris mit “gode gamle” forsikringsselskab har tilbudt mig, er mere end 2500 kroner højere end den min ven betaler for sin bil, som altså er en monsterond-turbo-motor-saab INKLUSIVE kasko !!!!!!

Et hurtigt tjek på internettet efter forsikringspriser på sådan en gammel øse som jeg køber viser, at mit “gode gamle” forsikringsselskab skal have en alvorlig samtale med mig på mandag.  Enten sætter de prisen betragteligt ned, eller også vinker de farvel til en kunde gennem snart 20 år. Det vil muligvis ikke være nogen sorg for nogen af os, men umiddelbart dårlig forretning for dem, eftersom jeg aldrig har kostet dem en eneste krone.

Iøvrigt forlyder det at bilen vistnok er blå, og at der vistnok dukker billeder op i løbet af mandagen…….

Reklamer