Dovenskab contra energi….

Det er jo ikke som om jeg intet foretog mig i det 1½ år jeg gik sygemeldt!!!!

Ind imellem havde  jeg endda et energiniveau, der ville kunne vippe de fleste af pinden, men set i bagkundskabens ulideligt klare lys (var det ikke Thorsen der glimrede med den  sætning?), kan jeg idag se at det har har taget en god måneds tid at komme rigtigt i omdrejninger som  aktiv på arbejdsmarkedet igen.

Som sygemeldt valgte jeg jo hvordan jeg placerede aktivitetsniveauet. Når jeg deltog som hjælper i Jason’s team sidste sommer, kunne jeg stort set sove mellem løbene.

Hvis jeg ikke foretog mig noget som helst andet end at læse eller strikke, generede det ikke andre end mig selv.

Det har helt sikkert været en sund periode at komme igennem. Sundt at få lov til at reflektere over mit arbejdsliv. Det at være pædagog på den måde jeg nu var pædagog.  Og jeg er helt sikkert nået frem til at jeg ikke går i stykker fordi jeg siger fra, hverken arbejdsmæssigt eller overfor venner.

Jeg ved nu, at jeg altid fremover skal mærke efter hvor mine mine grænser er, OG respektere dem.

At jeg  idag vågner op, fuld af energi og parat  til en lang arbejdsdag, tilskriver jeg netop den lange pause fra “verden”og  en rolig opstart i Albatros  inden jeg begyndte på fuld tid igen.

Jeg siger ikke at jeg ALDRIG skal arbejde som pædagog igen, men der skal helt sikkert gå meget længere tid inden jeg er parat til at udfordre mine grænser på det felt.

Og selvom jeg dagligt møder mennesker på værtshuset som i den grad kunne have brug for en socialpædagog/socialrådgiver/alkoholkonsulent, gør det en stor forskel for mig, at det ikke er MIT ansvar hvordan de mennesker vælger at leve deres liv.

Det er simpelthen frisk luft under vingerne.

Billede 012

Reklamer

3 meninger om “Dovenskab contra energi….

  1. Amen! Det du skriver gælder mange fag og brancher. Lad os lave en forening: "Søde og pligtopfyldende damers ret til at sige fra uden angst for konsekvenser"Vi kan starte med en erfaringsrunde og en workshop.

  2. Tror noe av det aller viktigste er å vite/lære hvor ens grenser går – og så ha mot nok til å signalisere det til omgivelsene klart og tydelig. Det er vanskelig! Og er det ikke ofte slik for kvinner at vi vil være alt for alle, hele tiden *sukk* Ja, man skal leve for andre, men først og fremst for seg selv, om du forstår – og det gjør du jo garantert. (Er blitt skikkelig forkjølet, føler meg til tåkete i hodet :)Hva med en liten blogglandsby i ingenmmannsland 🙂 Dèt hadde vært noe, det 🙂 Vet ikke hvordan boligprisene er i Danmark, men i Norge er det vanskelig å finne noe under èn million…Kos deg med din nyvunne energi – du har jo fått minnet utvidet med 100 % også :)))

  3. Fedt at du er fit for fight igen.. Selv som socialpædagog er det vel ikke DIT ansvar hvordan folk, patienter / klienter vælger at leve deres liv. Du kan guide dem og hjælpe dem, men du kan og skal vel ikke tage ansvar for den måde de lever på..??

Der er lukket for kommentarer.