Ingenting, absolut ingenting at gøre

Linemusen futter rundt med støvsugeren og jeg er bare groet fast i sofaen med computeren på skødet og Bumle i den en arm, mens jeg tænker lidt over tilværelsens, nogle gange, urimelige benspænd.
Yngstesønnen, som jeg nærmest aldrig ser, har vistnok fået konstateret ADHD. En barsk diagnose når man er næsten 23.
Jeg martrer mig selv med unyttige tanker, såsom:

  • er den diagnose een af årsagerne til den ringe kontakt mellem sønnike og mig
  • hvorfor har jeg ikke selv spottet at der var noget helt galt
  • skal årsagen findes i narkosen han var udsat for mens han lå i min mave
  • hvordan påvirkes sådan en lille hjerne overhovedet af den slags
  • hvilken slags hjælp kan jeg få lov at give ham

Jeg opfatter diagnosen som meget meget alvorlig og er stærkt bekymret for om han kan få den hjælp han skal bruge for at komme videre, at kunne få en slags uddannelse,  for at få så meget samling på sig selv at han en dag kan få en kæreste og en egen familie.
I det hele taget har jeg lige været en tur i kælderen over dette her, og må minde mig selv om at der OGSÅ er positive sidegevinster. For eksempel har jeg kommunikeret med drengenes far for første gang i årevis.
Linemusen har pyntet på mit humør med hyggesnak og ældstesønnen kommer i aften og spiser.
Billede 479

Reklamer

16 meninger om “Ingenting, absolut ingenting at gøre

  1. Åh søde sikke en svær situation. Håber diagnosen kan give svar på nogen ting med tiden og måske kan være starten til en bedre kontakt mellem jer. KNUS og kærlige tanker

  2. Kære kære alle sammen !!Tusinde tak for jeres varme, kærlige og støttende hilsner. Jeg ved jo godt, med min hjerne, at jeg ikke skal/kan bebrejde mig selv og skal nok prøve at lade være.Jeg har fortsat ikke fået kontakt med yngstesønnen og må nøjes med de meldinger jeg får fra hans far og storebror.Knus hele vejen rundt

  3. Heisann!Det der kjennes kjent. Vi har også bedt vår eldste om å få seg sjekka. Han har veldig gode papirer, men vanskeligheter med å få seg jobb (markedet for grafisk designere er jo som vi har snakket om før, ikke godt). Håper pedagogikken hjelper.Endelig har han fått seg fast kjæreste. Jeg krysser fingrene for at det holder.I barndommen var han høyt og lavt inntil han ikke fant meg igjen i en butikk. Etter det vek han ikke fra min side, men loppene i blodet forsvant ikke før i voksen alder.Rastløsheten sitter nok fremdeles der innerst inne…Tror det ikke alltid er så enkelt å takle for dem.Vi får håpe at sønnen din får den hjelpen han trenger. Ha en fin høstuke.

  4. Øv altså. Det gør mig ondt for både dig og din søn, men du må love mig at lade være med at bebrejde dig selv. Det ville enhver såmænd nok gøre, og det er også lettere sagt end gjort, men det ændrer jo ikke ved situationen som den er nu, at du prøver at give dig selv skylden for det. Jeg håber, han har mulighed for at få en god coach, som kan hjælpe ham videre på livets svære vej. Jeg synes, det er stærkt, at du skriver om det allerede nu.

  5. Øv, det er sgi da ubehageligt, Annette. Men med den rette hjælp skal din søn nok komme videre. Min mands søn fik i en alder af 16 diagnosen infantil autisme, han er 19 i dag og i gang med en støttet it-uddannelse.

  6. Jeg skal ikke gøre mig klog på sådan en "damp" diagnose – forstår ikke rigtigt omfanget af den. Men jeg forstår, at man som mor pisker sig selv med skorpioner, når ens barn bliver berørt på den måde. Ville klart også selv reagere sådan. Men lad mig lige komme med et lille pust og et Hello Kitty plaster. Du har helt sikkert gjort alt, hvad der står i din magt, for at være en ordentlig mor for din søn.

  7. Skjønner meget godt din tur i kjelleren etter dette Annette. Men det "postive" er at han faktisk har fått en diagnose, og utifra den kan få hjelp!! Å bebreide deg selv skal du IKKE gjøre!!!!!!!Å få snakket med din ex er godt. Det er godt å dele tanker med en som står sønnen like nær som deg selv!!Jeg sender deg varme tanker, klem fra meg…..

  8. Åh, Annette! Forstår godt, du har været lidt i kulkælderen over det – ikke særlig muntert at få sådan en besked. Men måske kan diagnosen være med til at skabe forståelse omkring nogle ting – og fremadrettet skabe noget positivt for din søn og dig. KH Gittemay

  9. Jeg kender også et par stykker der har fået stillet diagnosen ADHD efter det 20 år. En diagnose giver forståelse, men sammenligne kan man ikke, for det tager sig meget forskelligt ud.Det er da forståeligt at du er røget i kælderen. Som Madame skriver er der støtte og hjælp at hente i foreningen. De bedste tanker til dig og sønnike.

  10. Ja det er godt han har fået en diagnose – men derfor bliver tingene jo ikke nødvendigvis lettere at acceptere. Det er godt at der følger noget positivt med – mange tanker og klem herfra!

  11. Hvor trist Annette, men det er da godt at han har fået en diagnose, så har I da den at forholde jer til….Min nevø har også AHDH, så jeg ved hvor svært det kan være med de børn….Men som du selv siger så er der da nogle positive ting i det….Knus og kram til dig….du skal nok klare den…

  12. Kære Annette, det må være en meget svær besked at få, især når du føler dig ude af stand til at hjælpe. Jeg kender ikke til jeres indbyrdes forhold, men måske kan en sådan diagnose, som du selv nævner, forklare nogle ting – og måske kan det på sigt give jer mulighed for at forstå hinanden bedre. Jeg håber det bedste for jer begge to.

  13. Åh, det er vel nok barsk, Annette! Hvis det kan trøste dig, er det præcis samme forhold, jeg har til min søn – og jeg ville ønske jeg kunne give dig gode råd. Jeg tror ikke, vi skal martre os selv med, hvad vi kunne have gjort anderledes. Varme klem og jeg håber, du sammen med sønnikes far kan udtænke, hvordan I kan støtte. Der er i hvert fald en forening: http://www.adhd.dk, hvor man kan få råd.

Der er lukket for kommentarer.