Uniformer

I mange herrens år har min daglige uniform været cowboybukser med et eller andet bluseværk med lidt forskellige farver. Om sommeren nederdele, shorts eller kjoler.

Fuldstændigt i synk med min generation.

Makeup har været sådan noget jeg brugte til festlige lejligheder for at sætte lidt mere spræl på.

I mit nuværende job er jeg også altid i uniform. De allerfleste dage er det kedelige lange sorte slacks som hverken fremhæver det ene eller det andet. Firmaskjorte, også sort, med logo. Fornuftige sorte snørresko, som jeg kan holde ud at stå og gå i 10-14 timer.  Håret er sat, så godt som det nu lader sig gøre med de her korte totter, og jeg lægger en let makeup. Under skjorten bruger jeg BH med bøjler und alles, for at fremhæve det lidt der er og bare se en anelse feminin ud.

Jeg er meget bevidst om både makeup’en og pushup’en. Bevidst om at det udsender nogle signaler til mine, hovedsageligt mandlige, gæster. Bevidst om at de gerne vil have noget pænt at se på mens de hælder øl ned. Bevidst om at mange af dem bruger billedet af mig til diverse fantasifulde forestillinger.

Men uniformen  skaber faktisk også en afstand mellem “dem” og mig, fordi det udelukkende er en facade af mig de ser og DET er der faktisk ganske få af mine gæster der tænker på, men mig hjælper det.

Idag skal der være OLDBOYS aften, med billiard, dart og spisning. Derfor udskiftes dele af uniformen.

Jeg hopper i stram nederdel, tynde strømper (muligvis netstrømper) og de lange støvler.

Det handler om omsætning og glade gæster. Og selvom jeg ind imellem funderer over grænsen mellem denne måde at klæde sig på og rendyrket prostitution, er det stadig sådan jeg klæder mig.

I en erkendelse af at mit job  er at servere, at servicere, at samtale, at glæde øjet og, ikke mindst, at få de der mænd til at ville komme igen.

Billede 139

Bruger du uniform på dit job ? Og hvordan ser den ud ?

Reklamer