Jeg bager

to døgn for tidligt………….

  1. fordi jeg skal have liv i en ny surdej
  2. fordi det er sundt når sjælen er i ubalance
  3. fordi jeg har købt en fin ny hævekurv
  4. fordi friskbagt brød bare smager skønt
  5. fordi de middagsgæster jeg får på onsdag fortjener det absolut bedste

forhævet, æltet og sat i køleskab natten over

Nu får dejen lov at stå natten over i køleskabet og så står jeg tidligt op og bager (og håber jeg husker at tage surdej fra til næste gang, som allerede er onsdag)…..

Reklamer

Begyndelser og afslutninger

Jeg har en To-do liste så lang som et ondt år, men i stedet sidder jeg her og fylder min dag med overspringshandlinger og tænker tanker.

Tanker som:

  • hvorfor min mor mon havde et særligt påtrængende behov for at henlede min opmærksomhed på et P1 program om ADHD som understregede at ny forskning viser at børn og unge som diagnosticeres med ADHD i meget høj grad har fået forværret deres sygdom på grund af psykosociale forhold i hjemmet (det er sikkert rigtigt, jeg kan bare ikke rigtigt bruge det til en skid i forhold til yngstesønnen)?
  • hvornår ved man at et venskab er ifærd med at dø ud?
  • når nu mine bronkier skaber sig igen og jeg ved at sådan vil det være til engang til foråret, hvorfor er det så at jeg ikke bare smider smøgerne ad H til, bliver fed men røgfri?
  • hvorfor er vi nogen som har uendeligt meget lettere ved at tage os af andre mennesker, men ikke os selv?
  • og den der fyr jeg mødte på tankstationen sent i aftes og udvekslede lange lange blikke med, hvorfor sagde jeg ikke Hej og smilede lidt mere?

Det er egentligt meget hyggeligt engang imellem at synke ned i den slags tanker. Bare ikke videre konstruktivt og jeg ender nok med at tage mig sammen til, i det mindste, at hente mine støvler hos skomageren. Og måske er det bare den forbandede overgangsalder der spøger. Jeg har i hvert fald voldsomt lyst til at sætte en rigtigt tudefilm på og putte mig i dynen.