Og det blev tirsdag…

Og dermed blev mandag overstået.
En mandag hvor jeg rodede med diverse småopgaver til den store jubilæumsfest den 29..
Blandt andet har jeg scannet et hav af gamle billeder af Chef ind og skulle nu redigere lidt og printe de mest velegnede af dem.
Jeg har det rigtige fotopapir til at ligge, billeder er valgt og indstillinger i printeren tjekket og dobbelttjekket og ud kommer billeder der er fuldstændigt ubrugelige. Om farverne kan, i bedste fald, siges at de er så langt fra det originale foto som overhovedet muligt. Printerpatroner ud og kigges på. Hmmmmmm??? Tilbage i maskinen igen. Køre renseprogram. Printe flere underligt grumsede billeder. Rense igen. Lettere hysteri liiige på trapperne.
En ven  dukker op til en kop spontan kaffe og siger, yderst forsigtigt, har du husket at pille plomberingsstrimlerne HELT af patronerne ?
Ja naturligvis har jeg da det. Jeg er jo ikke idiot, VEL !!!
Og her er det så bare jeg lige vil sige at den der skide plomberingsstrimmel  i den ene ende OGSÅ dækker et lufthul og på  patron’en med cyan var strimlen IKKE hevet af lufthullet, og da det problem var afhjulpet; voilá…..straks kom billederne ud i den helt rigtige farve.
Nu var der så bare ikke så meget farve tilbage i nogle af de andre farvepatroner, så efter kaffen med vennen, som var meget diskret i sine latterudbrud over min ståpåelighed, kunne jeg køre til Bog &Idé efter mere farve, diverse tusser, karton og limstift. Og så en tur ud på værtshuset efter flere billeder af Chef som nogen havde fundet og som skal med i collagen over hans 20 år som værtshusholder det samme sted.
(Og ja ja, det er alt sammen noget jeg gør i min fritid. Vi kan jo kalde det interessetimer. Men hvad gør man ikke for verdens bedste chef?? Hans jubilæumsfest kommer til at tage kegler. Ingen tvivl om det, og både jeg og kollegaen skal bag baren mandag aften. Vi regner med mere end 100 gæster eftersom så mange har bidraget til gaven.)
Så var det tid til at rense grislingernes bur. og det blev meget meget underholdende !!! Møffe syns nemlig ikke om at sidde i baljen imens, stak af og forsvandt ind under sofaen og der ville han sådan set gerne blive siddende. 
Med lidt snilde lykkedes det at få ham ud fra gemmestedet og op i et hjørne og vippet tilbage til Sofus i buret som nu var rent og lækkert igen. Og så gik snakken ellers i det lille marsvinehjem.Billede 151

Møffe retur i de rigtige rammer

Og jeg ? Jeg pustede ud med et glas rødvin på sengekanten. Konstaterede at jeg ikke havde spist aftensmad. At det også var helt lige meget på det tidspunkt og krøb til køjs.
Og lige om straks skal jeg i bad, en tur på Bymarken med en maskinfuld vasketøj (søde dejlige Inge har nemlig reddet den del af uges program) og derefter til bisættelse. Bagefter vil jeg fortsætte med collagen !!

Reklamer

12 meninger om “Og det blev tirsdag…

  1. Gad vide hvad Jens' misser siger til at blive kaldt mus!Jeg har indtryk af at det er den gode chef _og_ din egen fortjeneste at det som du kalder lange uger er et godt arbejde 🙂

  2. Det er da vist svært at påstå, at hverken mandage eller tirsdage er begivenhedsløse i dit liv :-).I øvrigt er jeg sikker på, at du har ret i, at chefens jubilæumsfest bliver et hit – ikke mindst med det engagement, du lægger i den!

  3. I gøre noget ud af det :o) Håber i får en dejlig jubilæumsfest.Sjovt at se at vores venners hedengangne kat Møffe er genopstået som marsvin hos dig, endda i den samme farve :o))

  4. Hvor er de skønne, dine 2 små søde venner. Der er grobund for mange herlige oplevelser i fremtiden, kan jeg forestille mig ☺.Du forkæler din chef, bare en lille smule ☺. Godt, at du fik hold på printprojektet ☺.Knus og en skøn aften til dig i selskab med 2 dejlige pelsede venner.

  5. Hi hi kan lige se det for mig. Du er sten sikker på at alt er som det skal være og så tjekker du bare sådan lige for at vise at du har styr på det. :)))Dejligt at du har sådan en god chef, for det gi' altså noget i den anden ende og det ses jo tydeligt sådan som du arbejder med at gøre det til et perfekt 20 år jubilæum. 🙂

  6. Jeg er vild med billederne af de der små mus….. nej, det er ikke diskriminerende! Jeg synes også at mine misser er nogle små mus, haha… Jeg håber du får en god dag, selv om programmet indeholder en bisættelse.

  7. Herligt med sådan et par grislinger – gad vist hvad Karla ville sige til sådan et par stykker 😉 – Flot stykke arbejde du gør for din chef…:-) Det med printeren lavede jeg også, jeg var rasende fordi skidtet ikke virkede, men så var det jo at der kom et godt råd og så…. hehe.

  8. Hehe, kender godt det der med påståligheden…Det lyder som om det bliver en ordentlig jubilæumsfest…Godt at Møffe blev overtalt til at komme "hjem" igen..åh de er bare så søde sådanne "grislinger"…knus til dig..

  9. Din chef har en dejlig medarbejder :-))Jeg kan anbefale to bure til grislingerne – så sætter du dem bare over i reserveburet, mens du gør hovedrent. Men så var Møffe selvfølgelig gået glip af en spændende udflugt …Klem og end dejlig dag til dig, selv om den også bliver lidt trist …

Der er lukket for kommentarer.