Jeg vil gerne takke…..

Jeg vil gerne takke……indledte jeg, efter at have præsenteret  mig  for min gamle klasselærer fra realen. Manden, som nærmest ikke har forandret sig de sidste 33 år, smilede og spurgte hvad jeg mon ville takke for.

Jeg vil gerne takke for din stædighed og for dit mod, sagde jeg. Han nikkede og blev skarp i øjnene, som dengang.
Jeg vil også gerne takke for indsigt i former og farver, i sprogets rigdom, i litteratur og i klassisk musik  og for din evne til at give det videre til en flok tumpede teenagere.
Og lad mig også takke for 2 fantastiske ture med dig og klassen til dels Holland og dels København.
Nu var klassen på plads og  jeg kunne se at han prøvede at placere lige mig i mængden af mere eller mindre aparte teenagere som han, gennem en lang lærerkarriere, har undervist i dansk, tysk, musik og kunst. (Jo jo, faget hed formning dengang, men det blev altså kunsthistorie når man blev undervist af Schmidt!!)
At Schmidt ikke lige præcis kan placere mig, forundrer mig sådan set ikke…jeg var een i mængden, men set fra den modsatte side var der kun een Schmidt.
Der var mængder af andre ting jeg også gerne ville have takket for, men Schmidt ville hellere snakke om sine billeder, om hvad jeg bedriver i mit liv, om samfundets udvikling og fortælle om mange af de gamle lærere fra Klostergades skole som stadig lever og STADIG holder 2 årlige fester. Så på den måde okuperede jeg een af de udstillende kunstnere i uforskammet lang tid i dag. Og jeg nød gensynet og er lige nu oversvømmet af minder fra skoletiden.

Klostergades skole
Billedet er lånt her
Jeg startede i skolen i 1968 og dengang mødte man op på skolen i løbet af foråret og blev skrevet ind på inspektørens kontor. Op til den dag øvede jeg mig som en vanvittig i at neje, give den rigtige hånd og sige mit fulde navn og fødselsdato osv.. Jeg følte  at det var adgangstegnet til at træde ind i de hellige haller fyldt med lærdom og bøger. Og jeg glædede mig som til juleaften og jeg kunne faktisk det jeg skulle kunne. Lige indtil mor og jeg træder ind på Frk. Sørensens kontor og Frk. Sørensen udbryder: “Nej men er det ikke Birthe Møller der kommer der.”  Glemt var alt jeg havde øvet på og jeg kunne dårligt sige mit eget navn. Det var jo kæmpestort at inspektøren sådan var på fornavn med min mor!!! Omvendt gav det mig et vist socialt forspring, for var der een af de nye elever Frk. Sørensen var på navn med, var det jo mig.
Hendes modus prægede hele skolen. Der var kun ansat lærere som kunne og ville den ånd, og de få der ind imellem dukkede op som ikke kunne og ikke ville, de blev ikke længe. Frk. Sørensen blev afløst af Hr. Johansen og alt fortsatte som det skulle.
De første 7 år jeg gik i skole sagde vi De til samtlige lærere. Andet var utænkeligt og vi havde absolut ingen problemer med den tiltaleform. Der var rigtig meget gensidig respekt og kærlighed. Den klasselærer jeg havde de første 7 år, Fru Warburg, havde hele klassen på 2 årlige besøg i sit hjem, som det naturligste i hele verden.
De første år samledes vi klassevis i gården inden vi gik op ad hovedtrappen. Der stod så inspektøren og sagde godmorgen. Til os alle sammen. Rundt på gange og trapper stod nogle af de andre lærere og tyssede på os og især nogle af dem der underviste de ældste klasser var vildt skræmmende for en lille unge i første, anden og tredje klasse. 
Een af de skræmmende lærere var Schmidt. Der gik de skrækkeligste historier om hvor skrap han var. At han altid gik i knickers og solide travesko, bar veste og hat fremmede bare de frygtelige historier vi havde hørt og iøvrigt selv kunne finde på.
I 6. klasse skulle vi så have den frygtede Schmidt til formning og hvor blev vi udfordrede. Det var slut med at sidde og tegne tilfældige skriblerier på et stykke papir. Slut med at få timer til at gå med fremstilling af papirsflyvere og halvhjertede kæresteforespørgsler.
farvelære
Næ…… farvelære, form og struktur og bundne opgaver som blev vurderet af en professionel. Det var spændende og udfordrende og vi mødte en lærer, en voksen, som både ville og kunne stå ved sit ansvar som underviser. OG en voksen som arbejdede med sin egen kunst, malerierne, mens vi arbejdede med vores opgaver.
Vi var derfor ikke specielt skræmte over at skulle have Schmidt som dansk- og klasselærer i realen, bare lidt anstrengte fordi vi udmærket vidste at kravene ville blive skyhøje.

Men igennem kom vi, sammen, og sammen kom vi igennem grundlæggende introduktion til klassisk musik  —  startende med Gregoriansk Kirkemusik…..

……..sluttende med Beethovens 9. symphoni som vi samlet hørte i Radiohusets koncertsal en torsdag aften.
Ind imellem al kunsten og musikken diskuterede Schmidt og jeg. Jeg var rødglødende ungkommunist dengang og satte spørgsmålstegn ved ALT, og Schmidt udfordrede mig og prøvede mig og lod mig diskutere og skærpe mine synspunkter. Det var sundt, tror jeg.
I dag var det kunstneren Nis Schmidt jeg hilste på, og flere gange gik der lidt skuddermudder i tiltaleformen, men jeg hyggede mig vældigt og det tror jeg faktisk også han gjorde.
Schmidt fylder 80 år næste år og jeg har sat mig for at finde ud af datoen OG huske den for så skal han have en lille hilsen.
Billede 002 Billede 008 Billede 009 Billede 010 Billede 011

Reklamer

12 meninger om “Jeg vil gerne takke…..

  1. Det er godt der findes den slags lærere.Jeg var heldig i min skoletid, at få en vikar på 22 år, han tog klassen med til Louisiana det var en stor oplevelse for mig. God søndag

  2. @Annemarie…Jeg var så heldig at langt de fleste af mine folkeskolelærere var dybt engagerede og meget meget dygtige pædagoger. Schmidt er så i tilgift en fantastisk maler der laver spændende billeder. Også god søndag til dig :-))@Catarina…Ja det var en dag som puttes direkte i gemmebogen..Skønt at møde ham igen. :-))@Margrethe…Ja det var dejligt og mødet beviser på en måde min teori om at engagerede mennesker som VIL noget med livet vedbliver at være skarpe i kasketten selvom de ikke er helt grønne længere :-))@Madam Bæk…Gik vi på samme skole ?? Nej pjat. Jeg tror bare at det var nemmere for både elever og lærere dengang fordi der faktisk var en implicit respekt begge veje. jeg ville meget nødig være lærer i dagens folkeskole :-))@Koh….Folkeskolen er jo en stor og vigtig del i et barns liv og det er sikkert derfor jeg husker det så godt. Schmidt debuterede som kunstner samme år som jeg blev født, så han har haft en del år at øve sig i :-))by Lotte…Ja det skulle du gøre….Jeg var efter hans kone i går med em idé om at lave en liste over udstillinger på hans hjemmeside, men om hun gør noget ved det, kan jeg jo ikke vide :-))

  3. Annette, det her virkelig et pragtfuldt indlæg. Jeg er imponeret over dig og din hukommelse! Det må have været fantastisk at have haft Schmidt. Hans malerier er også vildt gode! Gid jeg kunne male sådan!Kram

  4. Skønt indlæg. Jeg husker også vi havde en sådan lærer, som alle var bange for. Han viste sig, at være en af de bedste man kunne få. Vi havde også en anden lærer, som var utrolig vellidt, og som kunne samle klassen, og tog eleverne med på fototur. Dem glemmer man ikke sådan lige.Ha' en dejlig søndag;-)

  5. Dejligt indlæg, Annette – Jeg havde også et par engagerede lærere, det betyder altså meget.Hyggeligt at du nåede at hilse på ham og fik snakket gamle dage.

  6. Sikke et fantastisk indlæg Annette. Så malerisk beskrevet at jeg selv synes at have været en del af det hele. Det er da en ualmindelig dejlig skolegang du har haft og sikke en vidunderlig lærer Hr. Schmidt har været for dem af jeg der har været så heldige at ham i et eller andet fag. Det er jo tydeligt for enhver at her er/var en lære som virkelig gav af sig selv. Fedt. 🙂

  7. Sikke en dejlig historie og hvor har du været heldig at få en engageret lærer, dem var der ikke mange af på min skole…desværre kan jeg sige nu…spændende malerier, kan godt lide det med nøglerne og det sidste…En herlig dag du har haft i går…En god søndag til dig…;-D

  8. Et dejligt indlæg fra en god og minde-fremkaldende dag du har haft.. 🙂 Herlig læsning, hvor jeg genkender en del fra min egen skoletid.Jeg kan specielt godt lide det nederste billede du viser…:-))

Der er lukket for kommentarer.