Der er så meget……………………..

 

Det er så meget i livet, du venter dig og vil,

men mere end at være er det at høre til 

Jan Magnus Bruheim                                                                                    

 

Den 12. juli kl. 09:33 sluttede den opgave jeg havde givet mig selv, og har været beskæftiget med det sidste halve år. Min gode ven og ekskæreste døde af galloperende lungecancer, og både døden og forløbet gik væmmeligt hurtigt, og jeg ved jeg kommer til at bruge lang tid på at komme overens med det.

I lørdags bisatte vi ham, og om det har Inge skrevet fint og smukt og derfor er dette blogindlæg også en tak til Inge og Hasse for at være lige der hvor det behøvs når det behøvs.

udflugter 019

At skrive om de sidste 6 måneder KUNNE godt blive en lang elegi om sygdom, angst, smerte og bekymring, men det kan OGSÅ blive en fortælling om et genoplivet venskab, om en kærlighed der aldrig helt forsvandt, om nogle af de tanker jeg gjorde mig i forløbet, om udflugter, om latter og om livet.

Og sådan synes jeg det skal være, det sidste. For det er det der skal med mig videre i mit liv.

Det blev 6 måneder med megen nærhed og stor tillid, men også måneder med irritation og mangel på tålmodig og en følelse af at “Nej nu overdriver han virkeligt, SÅ syg er han altså heller ikke”.

udflugter 017

I begyndelsen, dengang sidst i januar da jeg pludseligt havde ham i telefonen efter 1½ års tavshed, var jeg fuld af forvirring og chok og  opfyldt af at det da ikke kunne passe.

Men selv meget alvorlig sygdom, bliver en slags hverdag efter noget tid.

Eller i hvert fald noget der minder om hverdag, og som jeg først nu, i bakspejlets klare lys, kan se forandrede sig. Eller rettere; indholdet i de hverdage forandrede sig.

Så ind imellem kemo og alt ubehaget, blev der indlagt ture i bilen rundt på sjælland. Der var så mange steder han havde lyst til at se (en sidste gang).

Havne og vand og kyststrækninger blev vigtige.

At spise god mad ude med gode udsigter blev vigtigt.

At give blomster og sørge for min rødvin, når jeg i lange lange perioder slet ikke så mit eget hjem, men camperede på luftmadrassen i hans stue.

IMG_3657

Jeg havde ikke kameraet med ret mange steder, tænke ikke at det var særligt vigtigt at dokumentere lige præcis den udflugt. Heller ikke nødvendigt, tænker jeg. Jeg har jo billederne alligevel.

Jeg er glad for de 6 måneder jeg fik sammen med ham. Glad for at det “kostede mig” mit job på værtshuset. Glad for at jeg for een gangs skyld fik lagt smøgerne på hylden. Glad for at han og jeg fik sonet tidligere tiders vrede og frustration overfor hinanden. Glad for at jeg kunne leve op mit løfte om at være hans garanti for at døden ville blive angst- og smertefri.

Hundested og Rørvig 9 maj 2013 008

Derude i fremtiden, på den anden side af sorg og savn, ligger nu min nye fremtid. En fremtid som jeg er blevet meget bevidst om at jeg er nødt til at vælge. Ikke som et specifikt valg, men som det aktivt at vælge til.

Jeg har drømme jeg gerne vil udleve og steder jeg gerne vil bo, Og der er kun mig til at gøre noget ved det.

Ingen skal sidde og vente på noget som helst …..  der skal handles. Men mere om det i et andet indlæg.

 

En sidste ting om eksen……musik !!!  Udover race var musik hele hans interesse. Van Morrison fyldte meget på hylden og ovenstående sang var een af de vigtigste, MEN men men, det skulle være i en udgave med Georgie Fame, så den kommer her som en hilsen fra mig.

Reklamer

20 meninger om “Der er så meget……………………..

  1. Pigen fra landet

    Det er meget smukt og rørende skrevet, og hatten af for dig, som valgte at gøre hans sidste tid så god som muligt. De bedste ønsker og tanke til dig.

  2. fiberfryd

    Jeg har megen respekt for din uforbeholdne måde at reagere på i den svære situation. Det vidner om både stort mod og stor kærlighed. Tak for forklaringen på dit ‘fravær’ Annette.

  3. Kondolerer Annette…jeg vidste jo, at der var en forklaring på dit fravær i blogland…jævnligt har jeg haft tænkt på dig..nu ved jeg, hvorfor du var “væk”…smuk handling du har udført.
    Held og lykke med din fremtid 🙂

  4. Min første tanke, da jeg begyndte at læse dit indlæg, var et citat af Steen Steensen Blicher: “Den største sorg i verden her, er dog at miste den, man har kær!”
    Din indsats var stor og beundringsværdig. Sand næstekærlighed.
    Held og lykke fremover.
    PS Tak for din hilsen.

  5. Det var meget smukt at læse! Dejligt at du gav ham nærhed i den sidste, svære tid. Jeg har selv mistet tre nære venner i de sidste år – det ændrer ens syn på livet.

  6. Jeg har hørt om dig og ham via et par, vi begge kender, og jeg vil gerne her også udtrykke min dybeste respekt for det du gjorde for ham.
    Det har man kun vilje og overskud til, hvis man er et specielt menneske, og det har du du (be)vist, at du er.

  7. Hvor er det et smukt indlæg Annette..

    Jeg har sagt det til dig, og jeg ved, at du ved det, men du skal også have det på skrift..

    Du gjorde en imponerende stor indsats og en stor og vigtig forskel for ham. Han vagte fuldstændig rigtigt, da han bad dig hjælpe. Jeg ved han var uendelig glad for at du sagde ja til at komme ind i hans liv igen.

    Stor respekt til dig.

Der er lukket for kommentarer.