“Eg vil (heller) ikkje dø”

Sidder med fødderne oppe, ild i brændeovnen, lys i stager og glas, guf i skålen, solbærtoddy i kruset og Far Faller i ørene. Det er godt igen at finde ud af, at når jeg køber en skive med Eidsvåg’s sange pga en sang sker der det ved første gennemlytning at jeg falder for mindst een anden sang.

IMG_0370[1]

Jeg gør status over 3 uger her i det nordnorske.

Jeg trives her, så meget er sikkert.

På arbejdspladsen. I byen. Med vejret. I lejligheden.

Jeg fascineres mange gange dagligt af vejret og himlens skiften og mine kolleger ryster, mildt overbærende, på hovederne når jeg for gudvedhvilkengang kommer farende og vil ha’ de skal komme og se en særlig farve på himlen mod nordøst.

IMG_0366[1]IMG_0365[1]

Jeg fascineres af sneen og hvordan den, når jeg synes jeg genkender turen over fjellet til jobbet, forandrer silhuetterne og turen ny hver eneste dag. Og jeg er glædes over sneen når jeg gør det lettere at færdes.

(Det sner stadig)

Tag nu i dag f.eks.. Det har sneet siden engang i nat og der er vel kommet 20-30 cm, brøytebilerne har travlt med de vigtigste veje og dagen går sin gang. Vi (ikke kun roomie og jeg, men folk i Hammerfest) går og handler ting og sager og går på cafe og hygger og alt er i det hele taget ret normalt. Og jeg går rundt og ved at i Danmark var togene gået i stå, hver anden bus var taget ud og der var udsendt varsel om forfærdeligt vejr. Men det er jo bare vejr som man må klæ’ sig til. Og på de her kanter kører busserne og butikkerne lægger ekstra tæpper i vindfangene til at opsamle den optøende sne.

På vej op ad Sykehusbakken/Forsølveien står der et skilt med denne tekst:

bussen stanser ikke ved ved glat føre

Det forstod jeg rigtigt betydningen af den morgen hvor bussen var kørt ud fra sykehuset og ikke kunne køre op ad bakken, men måtte sklie/rutsje hele vejen ned og den lange vej rundt for at komme ud mod Forsøl. Det var spændende kan jeg hilse og fortælle. Og apros-pos spændende; jeg har vedtaget at det ikke kan nytte noget at sidde i hverken bus eller bil og blive nervøs. Jeg må bare stole på at diverse chauffører ved hvad de har med at gøre og at de heller ikke selv har hverken tid eller lyst til at parkere i en eller anden snedrive.

(Det sner stadig)

På jobbet er jeg faldet godt til. Jeg kan virkeligt lide mine nye kolleger og jeg tror de kan lide mig. De siger at de synes jeg er dygtig (fagligt) og de er begejstrede for at jeg vil være norsk med een gang og de retter med at smil på mine hjælpeløse forsøg på norske gloser. Ungerne syns jeg taler rart (underligt) men også de gider prøve at lære fra sig, og kanskje er det å lidt tøft og lære en gammel dame som mig at tale rigtigt Smiley, der blinker. Og så gider jeg jo kælke og den slags og syns det er greit at de store gutter tumler lidt vildt ind imellem (ja ja det er billige point – jeg ved det godt). Forældrene er også ganske tilfredse så langt, men lad os nu se hvordan det går når jeg har indleveret pædagogiske observationer og rapporter på 3 forskellige børn..

Jeg har rørt fars til italienske kødboller a la Annette. De står lige og trækker inden de skal steges og serveres med tagliatelle og sovs af squash,gulerødder, masser af hvidløg og fløde. Jeg glæder mig. Hvad roomie gør har jeg ingen anelse om. Hun er har lukket sig inde på sit værelse. Jeg gider ikke kommentere. Jeg konstaterer bare at vi har meget forskellige udgangspunkter for at være lige her. I Norge. Det går nok…på den ene måde eller på den anden.

Jeg nyder sneen og ilden og udsigten til god mad, hyggeligt tv (vildmeddansNorgefinale) og om meget snart et glas dyrt rødvin.

(Og JA, det sner faktisk stadig og det har det tænkt sig at blive ved med)

Reklamer