Dominostrik og andet småtteri

Jeg blev nedlagt i tirsdags af akut voldsomme mavesmerter og opkast…..midt i arbejdstiden. Ikke smart, da den slags har det med at sprede sig hurtigere end lynet, så jeg måtte med taxi hjem. Med en lille pose i hånden, HVIS NU.

Sådan en tur koster 233 kroner, men det er ikke så forfærdeligt meget dyrere end at skulle fra mit hjem og til Hurtigrutekaien og der er ingen grund til klage når det er den eneste måde at komme hjem på.

Ellers sker der ikke det store i mit lille liv. Når jeg ikke brækker mig går jeg på job og når jeg har fri, strikker eller læser jeg, gerne mens tv’et kører.

mest strik og lidt mad 016mest strik og lidt mad 017mest strik og lidt mad 019mest strik og lidt mad 018

Det skal ende i et ca 160 X 190 cm ulden hyggelig dominostrikket tæppe til at putte i i godstolen.(hver tern er 29×29 cm og jeg har langt fra besluttet om der skal en bagside af flannel på eller om der hækles 7 meter kant).

mest strik og lidt mad 020

(Hør sig mig engang, hun lyder sandelig da ret frisk, hende udvandreren, hvorfor er hun ikke på job igen? — fordi det er en regel at man holder sig hjemme 48 timer efter sidste opkast.)

Og hvis ellers mit postbud gider tage det med ud, kommer der mere garn i løbet af formiddagen.

Vinteren har været/er trist i denne ende af verden og jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke i november investerede i turski og støvler osv med den intension at jeg nu skulle genlære den ædle kunst at løbe på ski. Vi har ikke fået sne der er blevet liggende siden desember og har haft plusgrader i umindelige tider. Der ligger afskyeligt grimme brunsorte bjerge af sne alle steder og det forsvinder bare ikke. SÅ varmt er det nemlig heller ikke.

I barnehagen er ungernes sparkslæder demonteret og sat væk og cyklerne er fundet frem. Legepladsen består skiftevis af smeltesøer store nok til at de mindste nemt kan drukne i dem, eller skøjtebaner.

BRODDER OG HOFTE 003

Det er faktisk ikke specielt charmerende og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke er helt sikker på at det er her jeg skal være når et nyt barnehageår starter midt i august.

Og det er nu ikke bare vintervejret der får mig til at tænke sådan.

Hvedebrødsdage går over og således også i nordnorge. Det er ikke så alvorligt, blot en konstatering af at der går nogle måneder inden alle har vist sit sande jeg. Således også i min lille barnehage. Ikke noget jeg ikke kan leve med, så ingen grund til bekymring hos jer dernede i Danmark Smiley

Virtuelle varme knus til alle mine læsere men ISÆR til familien der læser med.

Reklamer

5 meninger om “Dominostrik og andet småtteri

  1. Selv om du beslutter dig til at vende næsen mod Danmark igen, så har du da prøvet dette og behøver ikke at ærgre dig over, at du ikke gjorde det.
    Dominotæppet: Jeg har strikket fire af slagsen og har købt de billige fleecetæpper til at sy på bagsiden. Der bliver bare SÅ dejlig varmt et tæppe ud af det.

    1. Det bliver ikke Danmark igen men gerne lidt længere mod syd i Norge (bare syd for Tromsø) såmænd 🙂
      Rigtig god ide med fleecetæpper på bagsiden, det vil jeg gøre. Tak.

  2. Birthe Larsen

    Ja, alt har en ende – også hvedebrødsdage. Og så er det jo moderne med hurtige skilsmisser !

Der er lukket for kommentarer.