Street-art

Nogle syns det er svineri, jeg rangerer det. Tagging er irriterende og meningsløst og ofte ødelæggende. Noget graffitti kan være flot med farver og mønstre, men meget af det vi ser på tilfældige husmure og danske S-tog forstår jeg ikke helt. MEN så er der street-art, som vi har masser af i Stavanger. Især i den bydel  som er ret på den anden side af Bybrua fra mig.

IMG_1619 IMG_1620 IMG_1621 IMG_1624 IMG_1629 IMG_1630 Herunder et eksempel på “dum” tagging:

IMG_1625 Også en slags street-art; ihvertfald alternativ byggestil:

IMG_1622 IMG_1623

Jeg vil gerne takke…..

Jeg vil gerne takke……indledte jeg, efter at have præsenteret  mig  for min gamle klasselærer fra realen. Manden, som nærmest ikke har forandret sig de sidste 33 år, smilede og spurgte hvad jeg mon ville takke for.

Jeg vil gerne takke for din stædighed og for dit mod, sagde jeg. Han nikkede og blev skarp i øjnene, som dengang.
Jeg vil også gerne takke for indsigt i former og farver, i sprogets rigdom, i litteratur og i klassisk musik  og for din evne til at give det videre til en flok tumpede teenagere.
Og lad mig også takke for 2 fantastiske ture med dig og klassen til dels Holland og dels København.
Nu var klassen på plads og  jeg kunne se at han prøvede at placere lige mig i mængden af mere eller mindre aparte teenagere som han, gennem en lang lærerkarriere, har undervist i dansk, tysk, musik og kunst. (Jo jo, faget hed formning dengang, men det blev altså kunsthistorie når man blev undervist af Schmidt!!)
At Schmidt ikke lige præcis kan placere mig, forundrer mig sådan set ikke…jeg var een i mængden, men set fra den modsatte side var der kun een Schmidt.
Der var mængder af andre ting jeg også gerne ville have takket for, men Schmidt ville hellere snakke om sine billeder, om hvad jeg bedriver i mit liv, om samfundets udvikling og fortælle om mange af de gamle lærere fra Klostergades skole som stadig lever og STADIG holder 2 årlige fester. Så på den måde okuperede jeg een af de udstillende kunstnere i uforskammet lang tid i dag. Og jeg nød gensynet og er lige nu oversvømmet af minder fra skoletiden.

Klostergades skole
Billedet er lånt her
Jeg startede i skolen i 1968 og dengang mødte man op på skolen i løbet af foråret og blev skrevet ind på inspektørens kontor. Op til den dag øvede jeg mig som en vanvittig i at neje, give den rigtige hånd og sige mit fulde navn og fødselsdato osv.. Jeg følte  at det var adgangstegnet til at træde ind i de hellige haller fyldt med lærdom og bøger. Og jeg glædede mig som til juleaften og jeg kunne faktisk det jeg skulle kunne. Lige indtil mor og jeg træder ind på Frk. Sørensens kontor og Frk. Sørensen udbryder: “Nej men er det ikke Birthe Møller der kommer der.”  Glemt var alt jeg havde øvet på og jeg kunne dårligt sige mit eget navn. Det var jo kæmpestort at inspektøren sådan var på fornavn med min mor!!! Omvendt gav det mig et vist socialt forspring, for var der een af de nye elever Frk. Sørensen var på navn med, var det jo mig.
Hendes modus prægede hele skolen. Der var kun ansat lærere som kunne og ville den ånd, og de få der ind imellem dukkede op som ikke kunne og ikke ville, de blev ikke længe. Frk. Sørensen blev afløst af Hr. Johansen og alt fortsatte som det skulle.
De første 7 år jeg gik i skole sagde vi De til samtlige lærere. Andet var utænkeligt og vi havde absolut ingen problemer med den tiltaleform. Der var rigtig meget gensidig respekt og kærlighed. Den klasselærer jeg havde de første 7 år, Fru Warburg, havde hele klassen på 2 årlige besøg i sit hjem, som det naturligste i hele verden.
De første år samledes vi klassevis i gården inden vi gik op ad hovedtrappen. Der stod så inspektøren og sagde godmorgen. Til os alle sammen. Rundt på gange og trapper stod nogle af de andre lærere og tyssede på os og især nogle af dem der underviste de ældste klasser var vildt skræmmende for en lille unge i første, anden og tredje klasse. 
Een af de skræmmende lærere var Schmidt. Der gik de skrækkeligste historier om hvor skrap han var. At han altid gik i knickers og solide travesko, bar veste og hat fremmede bare de frygtelige historier vi havde hørt og iøvrigt selv kunne finde på.
I 6. klasse skulle vi så have den frygtede Schmidt til formning og hvor blev vi udfordrede. Det var slut med at sidde og tegne tilfældige skriblerier på et stykke papir. Slut med at få timer til at gå med fremstilling af papirsflyvere og halvhjertede kæresteforespørgsler.
farvelære
Næ…… farvelære, form og struktur og bundne opgaver som blev vurderet af en professionel. Det var spændende og udfordrende og vi mødte en lærer, en voksen, som både ville og kunne stå ved sit ansvar som underviser. OG en voksen som arbejdede med sin egen kunst, malerierne, mens vi arbejdede med vores opgaver.
Vi var derfor ikke specielt skræmte over at skulle have Schmidt som dansk- og klasselærer i realen, bare lidt anstrengte fordi vi udmærket vidste at kravene ville blive skyhøje.

Men igennem kom vi, sammen, og sammen kom vi igennem grundlæggende introduktion til klassisk musik  —  startende med Gregoriansk Kirkemusik…..

……..sluttende med Beethovens 9. symphoni som vi samlet hørte i Radiohusets koncertsal en torsdag aften.
Ind imellem al kunsten og musikken diskuterede Schmidt og jeg. Jeg var rødglødende ungkommunist dengang og satte spørgsmålstegn ved ALT, og Schmidt udfordrede mig og prøvede mig og lod mig diskutere og skærpe mine synspunkter. Det var sundt, tror jeg.
I dag var det kunstneren Nis Schmidt jeg hilste på, og flere gange gik der lidt skuddermudder i tiltaleformen, men jeg hyggede mig vældigt og det tror jeg faktisk også han gjorde.
Schmidt fylder 80 år næste år og jeg har sat mig for at finde ud af datoen OG huske den for så skal han have en lille hilsen.
Billede 002 Billede 008 Billede 009 Billede 010 Billede 011

Björkes torp

Jeg syns ind imellem at jeg bor temmeligt småt, derhjemme i Roskilde. Irritationen over ikke at have et soveværelse, ALTID at skulle have en slags orden i tilfælde af at nogle skulle finde på at ringe på døren, osv osv fylder nogle dage…

Men men men. På min tur igår fandt jeg en stensokkel til et gammelt torp. Den slags findes masser af steder i de svenske skove, men det er første gang jeg ser eet der er så småt som dette.

Billede 042

Billede 041

Huset har været ca. 180 cm (jeg ved det fordi jeg lige akurat kunne ligge der  –   jeg prøvede) og ca. 4 meter i længden.

Det er svært at forestille sig et liv levet der, med tændt ild, kogekar, en soveplads, et sted at hænge det klamme snavsede tøj efter en lang arbejdsdag i skoven. Det har nok været nogenlunde udholdeligt om sommeren når der er lyst, men den lange lange mørke vinter hvor han kun har kunnet arbejde ganske få timer og skullet tilbringe resten af tiden i det lille bitte hus ??

Eftersom huset ikke blev bygget større, er der en del der tyder på at Björke ikke klarede udfordringen.

Der var engang

Der var engang, og det er der sådan set stadig, en kvinde, som havde tilbragt utroligt mange ferier i Sverige og Norge, men aldrig havde været tæt på en elg.

Altså sådan tæt nok på til at kunne tage et ordentligt billede, ude i skoven.

Der var blevet fotograferet massevis af elge, som endte som en utydelig prik mellem træstammer langt langt inde i en skov. Der var blevet fotograferet massevis af træstammer hvor der sekundet forinden havde stået en elg. En stor een, oven i købet.

Det var hun altid parat til at sværge på.

Kvinden havde trasket rundt i elgspor og bare vidst at der på eet eller tidspunkt havde gået, eller ville gå, en elg lige netop her.

Hende der kvinden, er jo mig, og idag skete et mindre mirakel på turen rundt i skoven.

Pludseligt lød den umiskendelige lyd af stort tungt dyr på vej gennem skoven. Kameraet var ikke i lommen, men kunne umuligt “fange” ryggen af den elg jeg så omtrent 300 meter væk.Billede 064

Jeg listede nærmere og kunne hele tiden høre den flytte sig. Det føltes næsten som gemmeleg.

Mens jeg gik og tænkte øv bøv og andre mindre pæne formuleringer, og kunne høre alle mulige: “jaja, det  var sikkert bare et rådyr, du så” for mit indre øre, kunne jeg pludseligt høre den meget meget tæt på, og denne gang var vindretningen på min side, så jeg “frøs” og prøvede at gå i eet med de omgivende bøgestammer.Billede 065

Nu gjaldt det om at den ikke drejede skarpt til venstre for så ville jeg igen have et billede af en næsten ikke-existerende elg.Billede 066 Billede 068 Billede 067

Den stod, som du kan se, pænt stille længe NOK. Og så var det så nok med alt det modelarbejde og underlige knipseri, syns den….Billede 070

Jeg tror jeg helt glemte at trække vejret mens vi stod der overfor hinanden, med kun ca. 6 meters afstand.

Det blev ihvertfald derefter jeg sank ned på en væltet bøgestamme og drak ½ liter vand, mens puls og hjerteslag normaliseredes igen.

Sikke en oplevelse.

Liv og Arbejde, Mænd og Meninger — scener fra et værtshus vol. 17

Jo jo, jeg lever og har det glimrende.

Jeg arbejder bare i denne uge Og sover ind imellem når månen ellers ikke skinner mig lige i hovedet.Billede 001 På arbejdet er der stille i disse dage op til den årets 9. lønudbetaling.

Men jo mindre de drikker jo mere snakkes samtales der, og jeg må blankt indrømme at jeg får flyttet lidt på mine indbyggede fordomme om at mænd ikke snakker om noget som helst af vigtig og væsentlig betydning med hinanden.

I løbet af det sidste stykke tid har jeg hørt samtaler om afdøde hustruers terminale cancerforløb og hvad dette betød/betyder for  mændene. Der finder samtaler sted mellem de der mænd om impotens, fedme, arbejdsløshed, stress på jobbet, om religion og tro, om overnaturlige fænomener, om ikke at slå til som far/ægtemand/kæreste, om slidte rygge og angst for at blive fyret og hva’ så med terminen. Og det er altså ikke mig der har været samtalepartner, ikke hver gang i alle fald.

Der er langt fra brovtende TØHØ’er, sexistiske vittigheder og pralen af udstyret mellem benene til de her andre samtaler.

Og jeg får som sagt flyttet lidt på fordommene og det er altid sundt. At det så ind imellem betyder at jeg ikke lige får lukket til midnat, fordi jeg ikke nænner at afbryde en vigtig og væsentlig samtale, er mindre vigtigt.

Jeg er tilfreds med mit job. Kort fortalt!

Roskilde på vrangen ?

Min lillebitte bil måtte overnatte ude hos Inge og Hasse igår, da chaufføren ikke var helt egnet til at føre motorkøretøj i forsvarlig stand.
Jeg gik en lille omvej da jeg skulle hente bilen og fandt nogle dekorationer som jeg aldrig har set før.
Billede 047 Billede 048 Billede 051 Billede 050
Jeg synes der er noget sært fascinerende over så meget forfald og så mange budskaber samlet på eet sted. Bygningerne er åbenbart i brug af forskelleige grupper. Balndt andet en teatergruppe.
Få hunderede meter længere fremme af min rute blev det pænt og nydeligt igen…Billede 053
På vores nye rådhus er der ikke meget grafitti at spore…endnu…

Så er jeg færdig med at tude for i aften…..

Det blev ikke til Astrid Lindgren-film og jeg må advare andre imod at købe dem i kvickly….de kan nemlig kun delvist afspilles og er KUN med dansk tale. Så DET var afgjort en smutter.

Næææ, i stedet tændte jeg for DR1 og så udsendelsen om “De faldne”. Jeg har aldrig sympatiseret med eller støttet dansk indsats i hverken Irak eller Afganistan.

Men sympati har jeg med de mennesker der har mistet en søn/datter/kæreste/ægtefælle/forældre i en krig som er SÅ uendeligt langt væk fra vores lille smørhul i verden.

Jeg er så uendeligt taknemmelig for at INGEN af mine sønner skulle være soldat, for tænk hvis de havde fået den vanvittige idé at ville sendes ud.