Street-art

Nogle syns det er svineri, jeg rangerer det. Tagging er irriterende og meningsløst og ofte ødelæggende. Noget graffitti kan være flot med farver og mønstre, men meget af det vi ser på tilfældige husmure og danske S-tog forstår jeg ikke helt. MEN så er der street-art, som vi har masser af i Stavanger. Især i den bydel  som er ret på den anden side af Bybrua fra mig.

IMG_1619 IMG_1620 IMG_1621 IMG_1624 IMG_1629 IMG_1630 Herunder et eksempel på “dum” tagging:

IMG_1625 Også en slags street-art; ihvertfald alternativ byggestil:

IMG_1622 IMG_1623

Klosterliv

Jeg så ved en tilfældighed i avisen at Utstein Kloster ikke alene var åbent i påsken, men også havde guidet omvisning Langfredag. Fredagsturen blev derfor en kysttur med Klosterbesøg indlagt.

Vejret var flot igen og heldigvis lidt lunere, for hvem havde glemt at tage sin jakke med?  Det var ikke mor 🙂

IMG_0999

Vi var afsted i god tid (udmærket, for jeg havde også glemt kortet!!) og tog en the-pause ved Fjøløy Fort. Vi gik ikke helt ud til fyret, for der kan mors lunger ikke helt følge med længere.

Sidst jeg var her (med Inge) var vejret en del anderledes.

IMG_5555

IMG_0998

 

 

 

 

 

 

På trods af manglende kort, og med bare nogle få afstikkere på sideveje vi egentlig ikke skulle have set, fandt jeg Klosteret. Heldigvis var vi fremme i rigtig god tid, for det viste sig at mange mange mange andre havde fået samme gode ide som os.

IMG_1002 

Det er bøgetræer der står foran Klosteret og det er  ikke helt almindeligt træ i Norge.

Disse her  står her, fordi bøgespirer engang skulle sendes fra Holland til Sankt Petersborg, hvor Zsaren ønskede sig en bøgeallè. Desværre forliste skibet udfor Utstein, men den snarrådige herremand (klosteret blev opkøbt privat efter at have stået tomt og forladt igennem flere hundrede år efter reformationen) bjergede og plantede en del af de mange spirer, så nu står der meget gamle bøgetræer på Utstein.

IMG_1006

Man kender til bosætninger i området som er omtrent 11.000 (elleve tusinde) år gamle, og Harald Hårfagre havde kongsgård her før Augustinermunkene kom til og begyndte at bygge kloster ca. år 1100. Området er også godt plasseret bag flere forbjerge og det siges at man slet ikke kan se bebyggelse på denne del af øen når man kommer fra søsiden. Får jeg nogensinde spændt ben for nogen med en båd skal jeg teste dette 🙂

IMG_1011 abbedens hus

IMG_1015IMG_1017

Omvisningen var utroligt interessant og guiden både vidende, velfortællende  og meget meget tålmodig. Der var nok mellem 60 og 70 mennesker til omvisning, og her som ved andre af den slags oplevelser, er folk generelt ikke vanvittigt gode til at holde mund og lade guiden tale, men det klarede hun helt flot.

IMG_1020IMG_1021 

Klosteret og kirken er bygget ud og til i takt med strømmen af  penge og arbejdskraft og man finder både romanske og gotiske karaktestika. De to buer herover er nu en markering af rang; abbeden havde sæde under buen med krummeluerne og prioren under den anden mere “simple” bue.

IMG_1024

I den øverste bue herover, mener man der har været en træbalkon som Biskoppen fra Stavanger kunne trone i hvis og når han kom på besøg for andet end at hærge og røve. De få gange en Konge kom forbi, fik også han HØJsædet.

IMG_1029IMG_1031IMG_1033IMG_1034

Munkenes sovesale blev bygget om til herskapsbolig da Klosteret i 1750 blev købt af Christopher Garmann  og den del er nyligt restaureret og indgår nu som en del af Museum Stavanger.

I dag har vi ikke planer om noget som helst andet end en lille handletur i det lokale center. Det trækker tænder ud med al turistaktivitet 😉

Jeg vil gerne takke…..

Jeg vil gerne takke……indledte jeg, efter at have præsenteret  mig  for min gamle klasselærer fra realen. Manden, som nærmest ikke har forandret sig de sidste 33 år, smilede og spurgte hvad jeg mon ville takke for.

Jeg vil gerne takke for din stædighed og for dit mod, sagde jeg. Han nikkede og blev skarp i øjnene, som dengang.
Jeg vil også gerne takke for indsigt i former og farver, i sprogets rigdom, i litteratur og i klassisk musik  og for din evne til at give det videre til en flok tumpede teenagere.
Og lad mig også takke for 2 fantastiske ture med dig og klassen til dels Holland og dels København.
Nu var klassen på plads og  jeg kunne se at han prøvede at placere lige mig i mængden af mere eller mindre aparte teenagere som han, gennem en lang lærerkarriere, har undervist i dansk, tysk, musik og kunst. (Jo jo, faget hed formning dengang, men det blev altså kunsthistorie når man blev undervist af Schmidt!!)
At Schmidt ikke lige præcis kan placere mig, forundrer mig sådan set ikke…jeg var een i mængden, men set fra den modsatte side var der kun een Schmidt.
Der var mængder af andre ting jeg også gerne ville have takket for, men Schmidt ville hellere snakke om sine billeder, om hvad jeg bedriver i mit liv, om samfundets udvikling og fortælle om mange af de gamle lærere fra Klostergades skole som stadig lever og STADIG holder 2 årlige fester. Så på den måde okuperede jeg een af de udstillende kunstnere i uforskammet lang tid i dag. Og jeg nød gensynet og er lige nu oversvømmet af minder fra skoletiden.

Klostergades skole
Billedet er lånt her
Jeg startede i skolen i 1968 og dengang mødte man op på skolen i løbet af foråret og blev skrevet ind på inspektørens kontor. Op til den dag øvede jeg mig som en vanvittig i at neje, give den rigtige hånd og sige mit fulde navn og fødselsdato osv.. Jeg følte  at det var adgangstegnet til at træde ind i de hellige haller fyldt med lærdom og bøger. Og jeg glædede mig som til juleaften og jeg kunne faktisk det jeg skulle kunne. Lige indtil mor og jeg træder ind på Frk. Sørensens kontor og Frk. Sørensen udbryder: “Nej men er det ikke Birthe Møller der kommer der.”  Glemt var alt jeg havde øvet på og jeg kunne dårligt sige mit eget navn. Det var jo kæmpestort at inspektøren sådan var på fornavn med min mor!!! Omvendt gav det mig et vist socialt forspring, for var der een af de nye elever Frk. Sørensen var på navn med, var det jo mig.
Hendes modus prægede hele skolen. Der var kun ansat lærere som kunne og ville den ånd, og de få der ind imellem dukkede op som ikke kunne og ikke ville, de blev ikke længe. Frk. Sørensen blev afløst af Hr. Johansen og alt fortsatte som det skulle.
De første 7 år jeg gik i skole sagde vi De til samtlige lærere. Andet var utænkeligt og vi havde absolut ingen problemer med den tiltaleform. Der var rigtig meget gensidig respekt og kærlighed. Den klasselærer jeg havde de første 7 år, Fru Warburg, havde hele klassen på 2 årlige besøg i sit hjem, som det naturligste i hele verden.
De første år samledes vi klassevis i gården inden vi gik op ad hovedtrappen. Der stod så inspektøren og sagde godmorgen. Til os alle sammen. Rundt på gange og trapper stod nogle af de andre lærere og tyssede på os og især nogle af dem der underviste de ældste klasser var vildt skræmmende for en lille unge i første, anden og tredje klasse. 
Een af de skræmmende lærere var Schmidt. Der gik de skrækkeligste historier om hvor skrap han var. At han altid gik i knickers og solide travesko, bar veste og hat fremmede bare de frygtelige historier vi havde hørt og iøvrigt selv kunne finde på.
I 6. klasse skulle vi så have den frygtede Schmidt til formning og hvor blev vi udfordrede. Det var slut med at sidde og tegne tilfældige skriblerier på et stykke papir. Slut med at få timer til at gå med fremstilling af papirsflyvere og halvhjertede kæresteforespørgsler.
farvelære
Næ…… farvelære, form og struktur og bundne opgaver som blev vurderet af en professionel. Det var spændende og udfordrende og vi mødte en lærer, en voksen, som både ville og kunne stå ved sit ansvar som underviser. OG en voksen som arbejdede med sin egen kunst, malerierne, mens vi arbejdede med vores opgaver.
Vi var derfor ikke specielt skræmte over at skulle have Schmidt som dansk- og klasselærer i realen, bare lidt anstrengte fordi vi udmærket vidste at kravene ville blive skyhøje.

Men igennem kom vi, sammen, og sammen kom vi igennem grundlæggende introduktion til klassisk musik  —  startende med Gregoriansk Kirkemusik…..

……..sluttende med Beethovens 9. symphoni som vi samlet hørte i Radiohusets koncertsal en torsdag aften.
Ind imellem al kunsten og musikken diskuterede Schmidt og jeg. Jeg var rødglødende ungkommunist dengang og satte spørgsmålstegn ved ALT, og Schmidt udfordrede mig og prøvede mig og lod mig diskutere og skærpe mine synspunkter. Det var sundt, tror jeg.
I dag var det kunstneren Nis Schmidt jeg hilste på, og flere gange gik der lidt skuddermudder i tiltaleformen, men jeg hyggede mig vældigt og det tror jeg faktisk også han gjorde.
Schmidt fylder 80 år næste år og jeg har sat mig for at finde ud af datoen OG huske den for så skal han have en lille hilsen.
Billede 002 Billede 008 Billede 009 Billede 010 Billede 011

Ledreborg …………..i regn og sol

For mig var der en del nye mennesker at møde idag da jeg sådan var inviteret med til mange år gammel vennetradition, nemlig Slotskoncerten på Ledreborg.

De var søde og hyggelige allesammen og stemningen var fin da vi ankom med den medbragte mad i let drypregn….Billede 004

Pludseligt blev der i den grad åbnet for den helt store hane og vandet fossede ned i et tempo så de fleste af os hverken fik regnfrakker eller regnslag på. Billede 007

Her galdt det om at holde humøret højt (og det gik super !!!) og så ellers sidde så stille som muligt under paraplyer eller…..Billede 011

….tæpper !!!!

Og så ventede vi.

Længe.

Med denne udsigt hele vejen rundt….Billede 013

Langt om længe kom Bisgaard på scenen og annoncerede forsinkelse på grund af den voldsomme regn.

Små 20 minutter senere dukkede han op igen og kunne fortælle om Murphy’s lov (den med at alting altid kan gå værre OG gør det !!!!)

Men vidste i at der også er en Fru Murphy’s lov ??? Jeg gjorde heller ikke, men her kommer den:

Det er med sex som med sne !!!!

Man ved aldrig hvornår det kommer, hvor længe det varer og hvor mange centimeter man får………………….

Og da alle (måske mest kvinderne) havde grinet af den, fik vi så at vide at Katie Melua ikke kunne gå på scenen fordi hun var blevet syg.

Men heldigvis holdt regnen op igen.

Solen kom frem og Ray Davies gav en ok koncert.

Billede 027

En alt i alt gennemvåd, gennemsjov, gennemhyggelig og gennemført dag i super selskab.

Jeg bukker og takker med et stort glad smil

Andelslandsbyen

Mit køkken er fra 1949. Ja altså kun skabene. Komfur og køleskab er løbende udskiftet og jeg har da både el-koger og mikrobølgeovn. Opvaskemaskinen er mig!!!

Køkkenet herunder er fra ca 1920-1930 fra et typisk landhus…..Billede 184 Billede 183

En anden forskel er at jeg heller ikke skal holde og fodre sådan en lille flok…..Billede 179

Grislingerne på billedet er 6 uger gamle, legesyge, frække, søde og slagteklare til jul.

Holstebro

Jeg er lige blevet tændt. Af min radio!!!

Jeg lytter med et halvt øre til “levende lørdag” på P4. Temaet er rygning. Som i det hyggelige ved rygning, rygningens historie osv osv osv.

I Holstebro har man åbenbart haft en tobaksfabrik, hvilket jeg faktisk ikke havde nogen viden om, så derfor futter en kvindelig reporter rundt med en cigarrygende mand.

Nå, men det er slet ikke denne kvinde og denne mand dette indlæg skal handle om.

Niks!!

Der er lavet en skulptur i Holstebro der hedder Tobaksarbejderens drøm.

Den er lavet af Hans Krull i samarbejde med en gruppe kunstnere. Hans Krull ringede man lige op og interviewede. Krull fortalte levende og spændende om projektet og de mange forskellige kunstnere han arbejde sammen med om projektet. Men derudover sagde han en del andre kloge ting. Jeg prøver at citere nogenlunde korrekt:

I disse Pia Kjærsgaard’ske tider bliver vi fortalt at der er mange fremmede vi skal være bange for, men det eneste vi skal være bange for er det at være bange. Når vi holder op med at være bange, skal det nok gå altsammen.

krull2

billedet er lånt her

Een eller anden dag må Øsen nok transportere mig en tur til Holstebro så jeg kan se disse skulpturer.