afslutning

Jeg søgte jo det job jeg har passet siden starten af februar. Jeg fik det ikke og det er jeg ærgelig over. Jeg gjorde et udmærket job og kunne sagtens have varetaget den funktion fremadrettet.

Og nærmest stereotypt blev jeg udkonkurreret af en ung indfødt mand.

Han er sikkert god nok og jeg håber da virkeligt at han og jeg kan samarbejde, for ellers skal jeg ud og søge mig nyt arbejde og det orker jeg næsten ikke.

Jeg er ikke så imponeret over hvordan min arbejdsgiver har håndteret dette at skulle fortælle mig at jeg ikke fik jobbet og præsentere ham der fik det, men af personalet (mine kolleger) har jeg i dag fået en skøn buket og et fint kort, og ja jeg ved godt at styret er sat på som medsender, men jeg ved også at de ikke har haft noget med dette at gøre så jeg føler ikke den store trang til at sige tak for blomster til dem. Kollegerne derimod…….de fortjener kram.

IMG_1230

IMG_1229

IMG_1231

Reklamer

Nogen gange må man bare råbe P..

Nu nærmer afrejsetiden sig og jeg finder ud af at, uden nogen videre sortering, er det 3 flyttekasser der skal bruges til at fragte mit habengut sørover.

Søndag aften finder jeg også ud af at Bring.no kan klare denne fragt for en relativt beskeden sum. Jeg taster et hav af oplysninger, betaler og modtager diverse fragtbreve og sedler til kasserne og er vældigt fornøjet. Lige indtil jeg åbner mailboksen til morgen og finder en kort, men venlig, mail fra Bring.no der fortæller at den slags flyttearbejde påtager de sig ikke !!!!!!!!!!!

Hmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm……………………………………..

Så var det jeg tænkte som så: det må da kunne lade sig gøre at leje en bil her i Hammerfest, pakke mit pikpak i bilen, selv køre sørover, se lidt på turen og så aflevere kareten i Stavanger. Det ville godt nok betyde tab af den flybillet jeg HAR købt og betalt, men pyt med det for denne gangs skyld. Søge og kigge og finde priser og bestille og huske (heldigvis da) at læse det med småt, og konstatere at det koster 8000,- nkr kun at køre bilen den ene vej.

Her var det så jeg ringede ældstesønnen op for at pive lidt, og han sagde; “mor, engang imellem må man bare råbe PIK og komme videre. Du har sgu ikke noget der som ikke kan købes billigere end fragtudgifterne når du når til Stavanger”.

Så jeg råbte, bryggede en frisk kop the og kastede eet langt blik mod de allerede pakkede kasser og glæder mig nu bare til at bo i en by med en IKEA.

til salg 005

Naturligvis er det ærgeligt at have brugt penge på diverse ting som ikke kommer med. Omvendt skal der også være rimelighed i udgifterne, og både thekande (smuk og dyr), tallerkner og glas kan købes 20 gange for det det koster at forlade Hammerfest.

Jeg bliver en tung dame på flyet på tirsdag for der bliver fuldt op på overvægten.

Omskiftelighed

Noget der virkeligt fascinerer mig her, er vejrets omskiftelighed. Jeg stod op ved 8-tiden og kunne knapt se fjeldtoppene, men så lysnede det og luften blev så klar at jeg kunne læse navnet på hurtigrutebåden som ligger i havn.

Nu er der grød derude og jeg kan ikke engang se tværs over vejen. Umuligt at fotografere så derfor kommer endnu et lyserødt motiv fra Hammerfest havn fra den anden dag….(har jeg sagt at jeg er vild med alt det rosa?)

IMG_0333[1]

I morgen skal jeg for første gang åbne barnehagen kl 0645, hvilket betyder at jeg skal med bussen fra byen kl 0555, hvilket betyder at jeg skal hjemmefra kl 0530 og bestige en bakke der minder om Kiddesvej (nogle af mine mere anonyme læsere ved hvad jeg skriver om !!) for at komme op til det stoppested som bussen kører fra. Jeg VED det ikke tager 25 minutter at kravle op, men jeg foretrækker at komme for tidligt frem for at komme for sent på job.

Jeg ville have pudset vasket vinduerne udvendigt i dag, men jeg er forkølet og har en ru hals, så vinduerne vedbliver at være ugennemsigtige nogle dage endnu, mens jeg hygger foran brændeovnen.

Hvad med Bibi ?

IMG_0114[1]

Jeg sidder og tuder mens jeg skriver dette, bare så i ved det !!!!

Hun skal ikke med, (jammen hvordan kan du efterlade hende ??? spør du måske.). Af flere grunde;

  • strengt taget er hun jo ikke min, så det ville være tyveri at tage hende ud af landet
  • jeg kommer ikke til at bo så hun kan gå ind og ud som hun er vant til
  • når jeg ikke er 500% sikker på at jeg skal blive i Hammerfest er der ingen grund til at udsætte hende for skiftet

Det der gør allermest ondt er at hun altid tidligere har været sådan en kat der var reserveret og ikke sådan indlod sig på at blive kælet med, eller havde lyst til at ligge på skødet og nusse. Men så dukkede jeg op på matriklen og så blev hun helt modsat.

I den periode hvor jeg nærmest boede hos eks’en, før hans død. savnede hun mig voldsomt når jeg var væk og kom altid springende når hun hørte mig, så det bliver slemt for både hende og og mig.

Det er jo heller ikke som om hun kommer til at gå for lud og koldt vand. Hun HAR et hjem og en bror-kat lige ovenpå, men der ligger hun ikke i arm og udveksler lange historier med et menneske…snøft.

Jeg har aftalt med min udlejer at jeg kommer og hilser på hende når jeg er “hjemme” og vende, og måske kan jeg en dag tage hende med mig. Måske.

Love disapointed (i det tænksomme hjørne)

They say that anger is just love disapointed

They say that love is just a state of mind

The Eagles

 

Nå, rolig nu. Jeg sidder ikke her med knust hjerte og skuffede følelser (sådan akut, ihvertfald, for lidt skrammer er der jo samlet op over de sidste 40-45 år).

Har bare tænkt en del over lige præcis det, at det jo netop er de mennesker jeg har elsket mest, som jeg også er blevet vredest på. Det er dem jeg har haft de største forventninger til, og dermed de største skuffelser. Og jeg gætter stille og roligt på at det også er gået den modsatte vej et par gange eller hundrede.

Jeg vil ikke havde det anderledes, for det at elske et andet menneske, i længere eller kortere tid, er stadig det største i verden.

Og jeg er nået dertil at, selvom jeg ved gud ikke er noget godt eksempel selv, så bliver jeg super trist når jeg ser eller hører om par som virker stærke, gode, tillidsfulde, og kærlige, er ved at gå fra hinanden.

Kæmp dog…tænker jeg (som ikke har kunnet selv)

 

Der er så meget……………………..

 

Det er så meget i livet, du venter dig og vil,

men mere end at være er det at høre til 

Jan Magnus Bruheim                                                                                    

 

Den 12. juli kl. 09:33 sluttede den opgave jeg havde givet mig selv, og har været beskæftiget med det sidste halve år. Min gode ven og ekskæreste døde af galloperende lungecancer, og både døden og forløbet gik væmmeligt hurtigt, og jeg ved jeg kommer til at bruge lang tid på at komme overens med det.

I lørdags bisatte vi ham, og om det har Inge skrevet fint og smukt og derfor er dette blogindlæg også en tak til Inge og Hasse for at være lige der hvor det behøvs når det behøvs.

udflugter 019

At skrive om de sidste 6 måneder KUNNE godt blive en lang elegi om sygdom, angst, smerte og bekymring, men det kan OGSÅ blive en fortælling om et genoplivet venskab, om en kærlighed der aldrig helt forsvandt, om nogle af de tanker jeg gjorde mig i forløbet, om udflugter, om latter og om livet.

Og sådan synes jeg det skal være, det sidste. For det er det der skal med mig videre i mit liv.

Det blev 6 måneder med megen nærhed og stor tillid, men også måneder med irritation og mangel på tålmodig og en følelse af at “Nej nu overdriver han virkeligt, SÅ syg er han altså heller ikke”.

udflugter 017

I begyndelsen, dengang sidst i januar da jeg pludseligt havde ham i telefonen efter 1½ års tavshed, var jeg fuld af forvirring og chok og  opfyldt af at det da ikke kunne passe.

Men selv meget alvorlig sygdom, bliver en slags hverdag efter noget tid.

Eller i hvert fald noget der minder om hverdag, og som jeg først nu, i bakspejlets klare lys, kan se forandrede sig. Eller rettere; indholdet i de hverdage forandrede sig.

Så ind imellem kemo og alt ubehaget, blev der indlagt ture i bilen rundt på sjælland. Der var så mange steder han havde lyst til at se (en sidste gang).

Havne og vand og kyststrækninger blev vigtige.

At spise god mad ude med gode udsigter blev vigtigt.

At give blomster og sørge for min rødvin, når jeg i lange lange perioder slet ikke så mit eget hjem, men camperede på luftmadrassen i hans stue.

IMG_3657

Jeg havde ikke kameraet med ret mange steder, tænke ikke at det var særligt vigtigt at dokumentere lige præcis den udflugt. Heller ikke nødvendigt, tænker jeg. Jeg har jo billederne alligevel.

Jeg er glad for de 6 måneder jeg fik sammen med ham. Glad for at det “kostede mig” mit job på værtshuset. Glad for at jeg for een gangs skyld fik lagt smøgerne på hylden. Glad for at han og jeg fik sonet tidligere tiders vrede og frustration overfor hinanden. Glad for at jeg kunne leve op mit løfte om at være hans garanti for at døden ville blive angst- og smertefri.

Hundested og Rørvig 9 maj 2013 008

Derude i fremtiden, på den anden side af sorg og savn, ligger nu min nye fremtid. En fremtid som jeg er blevet meget bevidst om at jeg er nødt til at vælge. Ikke som et specifikt valg, men som det aktivt at vælge til.

Jeg har drømme jeg gerne vil udleve og steder jeg gerne vil bo, Og der er kun mig til at gøre noget ved det.

Ingen skal sidde og vente på noget som helst …..  der skal handles. Men mere om det i et andet indlæg.

 

En sidste ting om eksen……musik !!!  Udover race var musik hele hans interesse. Van Morrison fyldte meget på hylden og ovenstående sang var een af de vigtigste, MEN men men, det skulle være i en udgave med Georgie Fame, så den kommer her som en hilsen fra mig.

Lettere grad af panik

Så fik jeg taget mig sammen til at se det dersens festlokale i bebyggelsen i går. Det er godt nok lidt trist, men den slags kan der jo gøres noget ved.

Meget værre er det at, al musik, sang og dans skal være stoppet til midnat og de sidste gæster skal være ude senest kl. 01:00…Dér knækkede filmen for mig.

Lige nu, i skrivende stund, aner jeg ikke hvad jeg så skal….

fest forbudtfest